I Peter Seebergs litterære landskab bærer både menneskene og dyrene rundt på en uligevægtig eller overvægtig skæbne der med tiden fælder dem og tvinger dem mod jorden. Fra de tidligste romaner og noveller til de senere kortprosatekster udgør faldet et knudepunkt som samler en række af de æstetiske, eksistensfilosofiske og kulturanalytiske spor der løber igennem værkerne. Forfatterskabet placerer sig som helhed i den sene tid på dagen og på året hvor lyset er aftagende og dagene bliver kortere, og hvor det er for sent at gøre mere; men i den sanseæstetiske nydelse, i legen, i det dialogiske sprogspil og i omgangen med elementerne kan det seebergske individ for en kortere stund finde hjem til et sted hvor det hører til. Peter Seeberg er en prisopgave ved Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Tildelt Aarhus Universitets guldmedalje.